Vandpleje

Tostrup-Restrup å 3 02.04.20.jpeg

Tostrup-Restrup å

Vandet strømmer nu igen naturligt efter 250 års opstemning ved St. Restrup! Det betyder flere fisk i tilløbene til Hasseris å og flere fisk i Limfjorden. Vandløbet er endelig kommet tilbage, hvor det naturligt hører til og vandet strømmer allerede idyllisk gennem de mange nyetablerede slyng. 💪🏻🐟
Aalborg Kommune har lavet et større vandløbsprojekt i Tostrup-Restrup å, som er en del af Hasseris å i samarbejde med Jysk Entreprenør Naturskaber. Ved St. Restrup blev der etableret en kulturhistorisk opstemning i vandløbet ved Nibevej for ca. 250 år siden. Samtidig blev vandløbet flyttet op i ådalens østlige bakkeskrænt, så vandspejlet blev hævet med op til 4 m’s højde fra dets naturlige niveau. Det var rigtig skidt for blandt andet fiskenes vandring...👎🏻
Nu er opstemningen nedlagt og vandløbet er flyttet tilbage til det naturlige leje i ådalen. Der er udgravet et genslynget forløb på mere end 1.800 m mellem St. Restrup og Tostrup. Der er etableret 30 nye gydebanker og udlagt skjulesten på den nye vandløbsstrækning. Med projektet, er der genskabt passage for fiskene til de mere end 17 km vandløb med fine gyde- og opvækstområder, der ligger ovenfor spærringen.
Opstemningen blev i sin tid etableret i forbindelse med en vandmølle. Efter vandmøllens nedlæggelse blev opstemningens funktion omlagt til vandindvinding ved St. Restrup Dambrug omkring 1950’erne. Kommunen og dambruget har fundet en løsning, så fiskeproduktionen kan fortsætte uden brug af opstemning.
Opstemningen har udgjort en alvorlig spærring for fiskenes livsnødvendige vandring i vandmiljøet. I midten af 1990’erne blev der gjort et forsøg med en kammerfisketrappe, men passageforholdene har ikke fungeret tilfredsstillende. Miljøstyrelsen og vandområdeplanerne har udpeget opstemningen som en spærring, der skal fjernes. Det har været Kommunens opgave at gennemføre et vandløbsprojekt med fjernelse af spærringen. Projektet er 100% finansieret af EU- og statslige tilskud.
Fra sommer og hen over efteråret starter havørredopgangen fra hav og fjord mod vandløbene, og mon ikke de bliver positivt overrasket, når de møder det nye vandløb?
Fra november begynder havørrederne at lægge deres æg på gydebankerne. Der forventes en stor fremgang for vandløbets ørredbestand, når der er gået et par sæsoner. Ørredbestanden er en god indikator for vandløbets samlede miljøtilstand, fordi den både kræver en god vandkvalitet, vandplanter som skjul og insekter som fødekilde.