Fiskepladser med dybt vand giver mulighed for mange arter samt flere former for fiskeri. Om sommeren kan det dybe vand være flere grader koldere end det lave, kystnære vand. Dette kan tiltrække rovfisk, der trives bedst i koldt vand. Om vinteren kan det have samme effekt, da det dybe vand er varmere end overfladevandet.
Når kystlinjen slår et markant knæk og/eller danner en form for rev eller tange, kalder vi det en pynt. Som på et rev vil der på pynter ofte være mere strøm, da vandmasserne her bliver presset forbi. Det giver et stort vandskifte og dermed en god indikator for en havørredplads. En pynt kan have meget dybt vand under land og giver anledning til fiskeri efter flere arter og et godt fisker i de varme måneder, hvor vandtemperaturen er høj.
Selvom det kan føles irriterende at vade i og gå på sten langs kysten, så det ofte en god indikator for, at der er optimale bundforhold for havørreden og dens fødeemner. Alt fra rullesten til store granitsten giver skjul for tanglopper, rejer og småfisk. Er der bølger, bliver disse fødeemner nemt hvirvlet op i vandsøjlen. En stenbund kan være god året rundt, men særligt i de kolde måneder med få fødeemner på det dybere vand. Stenbund med god dybde tiltrækker også andre rovfisk som torsk og hornfisk.
En fiskeplads med strøm og god vandgennemstrømning er altid en magnet i de varme måneder, hvor pladser af denne type vil være mere iltrige. Strømvand holder på mange fødeemner, der bliver taget med strømmen og dermed tiltrækker rovfiskene. Strømvand kan være godt året rundt og særdeles i kombination med rev, pynter og banker.
Sammen med ålegræsset er blæretang den mest fremtrædende vandplante langs de danske kyster. Denne tang hæfter sig på glatte overflader som sten, grus og andre variationer på bunden. Blæretangen er et godt skjul for fødeemner og fisk. Bundforhold med blæretang er et godt indikator for, at der er fisk i nærheden.