Melsted har bundforhold, dybder og strømforhold, til at være en helårs-plads. Det er den i høj grad også. En del af området er dog indbefattet af en fredningszone, som man skal være opmærksom på at overholde.
Fluefiskeri og fiskeri med højtgående kystwoblere, er ganske givende langs det meste af pladsen. Et stort lavvandsområde er at finde, og det er ofte deri, havørrederne kan fanges. Under lavvande, kan man vade ud og kaste over det dybere vand.
Stenbund
Selvom det kan føles irriterende at vade i og gå på sten langs kysten, så det ofte en god indikator for, at der er optimale bundforhold for havørreden og dens fødeemner. Alt fra rullesten til store granitsten giver skjul for tanglopper, rejer og småfisk. Er der bølger, bliver disse fødeemner nemt hvirvlet op i vandsøjlen. En stenbund kan være god året rundt, men særligt i de kolde måneder med få fødeemner på det dybere vand. Stenbund med god dybde tiltrækker også andre rovfisk som torsk og hornfisk.
Dybt
Fiskepladser med dybt vand giver mulighed for mange arter samt flere former for fiskeri. Om sommeren kan det dybe vand være flere grader koldere end det lave, kystnære vand. Dette kan tiltrække rovfisk, der trives bedst i koldt vand. Om vinteren kan det have samme effekt, da det dybe vand er varmere end overfladevandet.
Blæretang
Sammen med ålegræsset er blæretang den mest fremtrædende vandplante langs de danske kyster. Denne tang hæfter sig på glatte overflader som sten, grus og andre variationer på bunden. Blæretangen er et godt skjul for fødeemner og fisk. Bundforhold med blæretang er et godt indikator for, at der er fisk i nærheden.
Sandbund
På mange fiskepladser ser man større arealer med sandbund, og det sker ofte, at kystfiskeren springer disse områder over, da de ikke ser ud af meget. Vær opmærksom på, at mange småfisk som tobiser og brislinger tit trækker over sandbunden, og de har havørreder og andre rovfisk i hælene. Dage med bølger, uklart vand eller dæmpet lys kan man sagtens finde rovfisk på disse områder. De sandede områder langs med dybere vand eller tæt på mørke områder kan være en rigtig havørred-magnet.
Rev
Formationer af sten, grus eller sand dannet af strøm, vind og vejr danner en sammenpresset og løftet havbund, hvilket giver optimale forhold for fisk. På disse rev er der ofte stor vandgennemstrømning. Det er tit dybere på siden af et rev, og det gør, at strømmen tit vil være stærkere der. Stimer af mindre fisk huserer tæt på rev for at jage, da de små fødeemner bliver hvirvlet rundt i strømmen. I hælene på dem kommer havørrederne og de andre rovfisk. Rev er helårspladser og optimale stoppesteder for havørreder, når den trækker. Det kan godt betale sig at bruge mere tid end normalt på sådan en type plads.
Læs mere om lystfiskeri på Bornholm
Du skal have et gyldigt fisketegn for at fiske her. Køb dit fisketegn via nedenstående link.