Fang din første fisk

De fleste, som fanger deres første fisk, er allermest forbavsede over de følelser, det vækker i dem, når linen pludselig bliver levende. For det er netop det, der sker. Linen bliver levende, og den sender impulser direkte videre til hjernen. Hvad det er for nogle centre, der så bliver aktiveret, er sådan set underordnet, for det virker. Din hjerne bliver aldrig den samme igen. Og de fleste har lyst til at opleve den magiske fornemmelse af at være forbundet til noget levende.

Så hvis du vil give dig selv en gave, bør du prøve at fange en fisk. Og hvis du allerede kender lystfiskeriets vilde sus, kan du måske give den videre til nogen, som ikke har prøvet det endnu?

Det kan virke en smule uoverskueligt at komme i gang med fiskeriet. Men du skal ikke lade dig skræmme af alle de mærkelige fagudtryk og mængden af grej og teknikker. I bund og grund handler det om en stang, en line og en krog.

Som med alle andre ting kommer du hurtigt fra drømmen om din første fisk til den magiske følelse, hvis du kender nogen, som kan hjælpe dig. Så inden du stormer ud til nærmeste grejhandler for at købe et fiskesæt, kan du prøve at finde ud af, om der er nogen i dit netværk, som har en fiskestang, du kan prøve kræfter med.

Familier2

5 hurtige steps

Hurtigt i gang med lystfiskeriet

  • Undersøg, hvilke fisk du vil fange, eller hvilket fiskeri du gerne vil i gang med
  • Køb fisketegnet, og læs reglerne omkring det valgte fiskeri
  • Find en grejbutik i nærheden, og find et godt fiskesæt, der passer til dit fiskeri
  • Vælg en fiskeplads, og planlæg din fisketur
  • Tag afsted, og fang din første fisk

Velegnet fiskeri for den nye lystfisker

Herunder kan du få inspiration til din første fisketur. I Danmark har vi mange forskellige former for fiskeri, der er velegnede til Nyfiskeren.

Fang fisk fra båd
DSC4510

Hvis du er så heldig at være på Sjælland, er der gode muligheder for at fange din første fisk fra en båd på Øresund. Oplevelsen af at være på en rigtig fiskebåd er et kryds i kalenderen værd i sig selv. Men netop fordi du er på en båd, har du en masse hjælp lige ved hånden. Skipper vil gerne hjælpe dig, så du hurtigt lærer at håndtere fiskegrejet. Skipper finder også fiskene for dig, og som regel vil din sidemakker på den gyngende båd også gerne hjælpe dig. Fiskeriet på Øresund varierer lidt i de forskellige årstider, og man kan også planlægge sin tur efter, hvad man drømmer om at fange. Hvad med en smuk torsk? Eller måske din første selvfangede rødspætte?

Fang en hornfisk fra stranden
IMG 20200901 194433 (1)

Hornfisken er en sjov fisk, som svømmer fra varmere himmelstrøg til vores farvande og kyster i store stimer i det tidlige forår. De bliver her helt til det tidlige efterår, men chancerne er bedst i foråret, for der kommer de helt tæt på land mange steder. Spidser og pynter, som strækker sig mod det dybere vand, er rigtigt gode steder for den nye lystfisker. For her behøver du ikke investere i waders eller særligt kompliceret grej. Hvis du har en fiskestang, fiskehjul og line, skal du egentlig kun investere i det, som hedder blink. Når du alligevel er hos grejhandleren, kan du spørge, om de også kan hjælpe dig med at sætte de såkaldte silkekroge på. Det lyder som kroge, men er egentlig tråde af silke, som hornfisken vikler næbbet ind i, når den jagter dit blink, som du skal trække ind i høj fart. Simpelt og sjovt fiskeri – helt uden kroge, og det betyder samtidig ingen bundhug.

Fang en skalle
P1122891

Der er mange søer og vandløb, hvor man kan fiske gratis. Det kan man nemlig i mange af statens vande. Her kan du prøve det fiskeri, som de fleste nok forbinder med lystfiskeri: At kigge på en prop. Skaller er almindelige fisk i mange ferske vande. De færreste spiser den, men derfor er den sjov at fange alligevel. Den kan godt lide orm, men de færreste nye lystfiskere deler dens begejstring for orm. Det er grænseoverskridende for mange at sætte en regnorm på. Men du kan sagtens nøjes med en vegetarisk løsning: En dåse majs eller et toastbrød, så er du kørende. Du skal ikke bruge større kroge end str. 8. Klem en lille smule toastbrød rundt om krogen eller sæt et majskorn på, og så er du klar. Man kan lokke skallerne til ved at smide en smule brød eller nogle majskorn ud i området, man fisker. Denne form for fiskeri kaldes medefiskeri.

Fang en aborre
IMG 4277

Hvis du tør give dig i kast med at fiske med orm, så kan det også bruges til aborren, som også findes i mange søer ligesom skallen. Aborren er en nysgerrig stimefisk, så hvis du vil prøve et lidt mere aktivt fiskeri, som kræver lidt mere, kan du prøve kræfter med spinnefiskeri.

Til aborrer er en spinner et sikkert valg. En spinner er en agn af metal med et roterende metalblad, som drejer rundt, når der spinnes ind. Spinneren sender her vibrationer ud i vandet, som tiltrækker aborren.
En anden agn, som er god til aborrer, er jiggen. Det er en gummiagn, som har en rigtig livlig gang i vandet, og så kan den fiskes helt tæt på bunden. Lige meget hvad du vælger at sætte for enden af linen, er aborren en tilgængelig og sjov fisk at fange.

Put and take
P1122010

Rigtig mange fanger deres første fisk i en put and take. Fordelen ved at starte fiskekarrieren her er, at du ved, at der er fisk.

Man skal dog være opmærksom på, at de ørreder, som sættes ud i søerne, er opdrættede og har derfor ikke lært om livet i den vilde natur. Men derfor kan de godt være snu og udspekulerede. Eller sådan kan det i hvert fald føles for den nye lystfisker. For selvom man kan se dem, er det ikke sikkert, at de hugger på krogen. I fiskesøen kan du bruge en spinner, som under aborrefiskeri. Du kan også bruge din lille prop fra skallefiskeriet. Men ørrederne er noget større end en skalle, så vær forberedt på en vildere kamp.

Kvinder4

Kystfiskeri

Med mere end 7.000 km. kyststrækning i Danmark er netop fiskeri fra kysten oplagt for Nyfiskeren.

Hvilket grej?

Opstartstips

  • Vær tålmodig, og opbyg erfaring
  • De 10 første fisketure er svære
  • Allier dig med en bekendt eller en forening
  • Brug sociale medier eller YouTube til at lære teknikker og fremgangmetode

Det er svært at spille fodbold i klip-klapper. Det er også svært at fiske med det forkerte fiskegrej. Derfor er det en god ide at gå ned til den lokale grejforhandler, som kan guide dig til det rette grej. Og ja – de skal tjene penge på, at du køber grej, men de er også interesserede i, at du får det rette udstyr til det fiskeri, du drømmer om at gå i gang med. Ofte vil et fiskesæt bestående af stang og hjul med line på være nemt og billigt at købe, men hvad så? Der skal jo noget for enden af linen. Her kan eksperterne i butikkerne hjælpe dig. Det samme gælder selve fiskesættet. Du vil oftest få mere glæde af at investere lidt ekstra i et ordentlig fiskesæt fra start. Den investering kan du veksle i glæden ved at fange fisk efter fisk, uden at bekymre dig så meget om, hvorvidt grejet holder.

 

DSC04351

Bombarda-flåd og spinnehjul

 

Endegrej

  • Blink - En imitation lavet af metal som man trækker ind og prøver at få fisken til at hugger på. På et blink binder du linen i enden af blinket.
  • Flue - Fluen er ofte lavet af fjer, hår og syntetiske materialer der er bundet på en krog for at imitere et fødeemne for fisken. Fluen trækkes efter en flueline eller et flåd, så vandet får fluens materiale til pulsere.
  • Gennemløber - Et blink eller en wobler, hvor du kan fører linen igennem agnen og derefter binder krogen på. 
  • Spinner - Et metal agn med spinnerblade der rotere når du trækker den ind.
  • Bombarda - Et aflangt flåd med et forfang i enden. Man binder en flue eller et andet lille agn i enden der bliver trukket ind efter bombarda-flådet. 

Fiskestænger
Der findes et hav af forskellige fiskestænger, men som nybegynder gælder det om at få en allround-stang, som kan bruges til lidt af hvert. Fiskestænger måles i meter, men også i fod, som er en gammel måleenhed. En ni fods spinnestang, der kan kaste med op til 30 gram, er i øvrigt et rigtig godt bud på en allround-stang, som kan bruges til alt fra aborrer til havørreder. Ud over almindelige spinnestænger, som de fleste forbinder med lystfiskeri, er der selvfølgelig specialstænger til alverdens fiskesituationer. Lidt ligesom golfspilleren, der har forskellige køller. 

Fiskehjulet og linen
Et almindeligt fiskehjul til spinnefiskeri kan fås i mange forskellige prisklasser, og her gælder det om at vælge et fornuftigt hjul til ens behov. Vil man fiske rigtig meget, giver det god mening at smide lidt ekstra penge, så man får et hjul, som man kan bruge i lang tid.
Men det er ikke hjulet, der alene afgør, om du får en kludderfri fisketur. Der skal jo også være fiskeline på hjulet. Den line skal helst ikke være alt for tyk og stiv, for så er risikoen for kludder stor. Igen kan en grejhandler hjælpe dig. Selvom det koster lidt mere, er investeringen i god fiskeline alle pengene værd. Hvem har lyst til at stå med en kæmpe linekludder efter to kast? Fiskeline kan enten være lavet af kunstmateriale, som er tyndt og slidstærkt: Såkaldte superliner eller fletliner. Det er dyrere end alternativet, som er monofilline. Sidstnævnte er den klassiske, halvgennemsigtige line. Begge linetyper har sine fordele og ulemper. Fiskeline måles i millimeter, og en fletline på 0.15-0.17 mm eller en monofilline på 0.30 mm er passende til mange fiskeformer.

 

DSC06273

 

Endegrej
Endegrej er et helt univers i sig selv. Vi har spinnere, blink, woblere, flåd, fluer, gennemløbere, pirke, bombarda osv. De forskellige typer endegrej passer til de forskellige former for fiskeri. Som alle lystfiskere har oplevet, så bygger man sin grejboks op, i takt med man udforsker nyt fiskeri. Endegrej skal også passe til ens stang. Det vil sige, at en spinnestang, der er klassificeret med en kastevægt på 10-30 gram, er egnet til at kaste med endegrej fra 10-30 gram.

De vigtige fiskeknuder

Kan du disse to knuder, så kan du fiske alt! Det er god idé at øve knuderne, inden man tager på sin første fisketur! Det er aldrig sjovt for dig eller fisken, hvis en dårlig knude brister.

 

En blinkknude

En god allaround knude til at binde fiskeline sammen med endegrej. For at øge styrken og få en tæt knude kan man fugten den, inden man strammer den til.

En løkke

En god løkke til at samle flere liner efter løkke-til-løkke princippet. Løkken er også god, hvis man ønsker, at ens agn hænger løst i enden.

DSC 3155 2

Genudsætning af fisk

DTU's anbefaling omkring skånsom behandling og genudsætning af fisk.

At slå ihjel eller ikke

For mange nye lystfiskere er det en skrækblandet fryd at få fangsten på land eller dækket af turbåden.

Opbevaring af fisk

  • Hold fisken afkølet i en køletaske, avispapir etc.
  • Opbevar fisken i vandet, hvis ikke du har en køletaske
  • Rens fisken hurtigst muligt, hvis den opbevares på land

For nu kommer det alvorlige: Fisken skal slås ihjel – hurtigt. Fisken skal have et hårdt slag med noget tungt lige i hovedet. Så dør den. Det kan virke lidt voldsomt, men det er noget, man skal forholde sig til som lystfisker, hvis man vil have en fisk med hjem til spisebordet. 

Men man behøver naturligvis ikke slå fisken ihjel for at fiske. Så skal man bare gøre sig klart, at man ikke kan fiske efter hvad som helst. Hvis du eksempelvis fisker efter en sild, hornfisk eller makrel, så fisker du for at fange mad. For de tåler ikke særligt godt at blive genudsat.

Omvendt: Hvis du fisker efter skaller eller aborrer, kan du sagtens fange dem uden at skade dem for meget. Du skal bare huske én ting: En fisk skal helst ikke være ude af vandet for lang tid, så prøv om du kan tage krogen ud, mens den stadigvæk er i vandet. Hele afkrogningen og håndteringen af fisken er nemmere, hvis man har et net. Med et net er det muligt at lade fisken blive i vandoverfladen, mens man klarer det mere besværlige. Et net er derfor en god investering, hvis man vil dyrke catch and release.

P1122839

Mindstemål og fredning

Fredninger

Læs mere om mindstemål, fredninger og lystfiskeretik

I Danmark er der mange fiskearter, og de har alle deres udfordringer. Lystfiskere fisker for at fange dem, men lystfiskere er også dem, der passer bedst på fiskene. Rundt omkring i landet ligger lystfiskere tusindvis af timer i frivilligt arbejde for at hjælpe fiskebestandene.
Inden du går i gang med at fiske, bør du sætte dig ind i de gængse regler og mindstemål, som er gældende for det fiskeri, du skal prøve kræfter med. 

Inden du starter, er det godt at vide lidt om følgende:

  • Om du har behov for det statslige fisketegn.
  • Om mindstemål og fredninger på de fisk du vil fange.
  • Hvordan du håndterer fisk, der skal genudsættes.
  • Hvordan du begår dig ved fiskevandet.

Det er ikke altid nemt!

Fiskeri er ikke altid nemt, og alle nye lystfiskere vil opleve, at man står i en situation, der kan vende den ellers gode stemning på en fisketur. Herunder kan se en liste af situationer, du kan forvente som “Nyfisker”. Situationer mange vil opleve, indtil de får en vis erfaring med fiskeriet.

  • At få kludder i linen og bruge meget tid på vikle det ud
  • Bundhug fra sten og tang, fordi man fisker for langsomt
  • Tabte fisk eller hug, hvor man ikke sætter krogen ordentligt
  • At miste sit nye endegrej i kast, tang, fisk og andet
  • Vådt tøj fra en tur i baljen eller på grund af forkert påklædning
DSC 3536

Vær godt forberedt

Hvordan undgår jeg kludder i linen?

Slå bøjlen over med hånden, lige når agnen lander på vandet, og rul ind med det samme. Hold altid stram line til agnen, og hold øje med, om linen kommer rigtigt på hjulet. 

Hvordan undgår jeg bundhug?

Start altid med at rulle hurtigt ind på en ny fiskeplads, indtil du har en fornemmelse af dybden. Rul altid hurtigere, og løft stangen, når agnen er tæt på dig, for at undgå at sidde fast i sten og tang. 

Hvordan undgår jeg tabte fisk?

Hav stram line og god kontakt til dit endegrej under indspinning. Hvis du har få hug, så løft stangen samtidig med, at du ruller hurtigt ind. Fisk altid med en stram bremse, og så løsner du den under fighten, hvis der er behov for det. Du skal kunne trække line af hjulet ved at hive i linen. 

Hvordan undgår jeg at miste mit nye endegrej?

Kend dine fiskeknuder og test dem gerne derhjemme, inden du starter dit fiskeri. Udover knuderne er det også vigtigt, at du ikke sidder fast i tang, sten og andet langs bunden. Rammer du ofte bunden, så fisker du for langsomt eller med for tungt endegrej.

Undgå vådt tøj og en tur i vandet

Der er intet værre end at blive våd og kold på en fisketur. Husk den rette påklædning og en god, vandtæt fiskejakke eller regnjakke. Fisker du i waders, så er det vigtigt, at du ikke vader dybt i starten. Start på lavt vand, og vend dig til bevægelse i vandet iført waders. Det kan være svært at holde balancen, hvis man går på glatte sten, så start stille og roligt ud.

P1122640

P&T fiskeri

Put and take fiskeri kan være en god indgang og start på din fiskekarriere! Læs vores spændende univers her

Skal jeg melde mig ind i en forening?

Det er en super god idé! For det er foreningerne, der driver det kæmpestore frivillige arbejde med at hjælpe eksempelvis havørrederne i åerne. Og hvis du gerne vil lære at fiske i en å eller sø, er det mange steder nødvendigt.

I hele Danmark passer foreninger på åerne og søerne. Når du først har meldt dig ind i en forening, kan du også få hjælp til at komme videre med dit fiskeri. Ofte har foreningen frivillige, som hjælper nye lystfiskere til rette, og foreningen arrangerer også ture og aktiviteter, så man hurtigt kan komme i gang.

Hvis du gerne vil fiske i saltvand, i fiskesøer eller i statens fiskevande, behøver du ikke melde dig ind i en lokal fiskeforening. I stedet kan du melde dig ind i Danmarks Sportsfiskerforbund, som repræsenterer de danske lystfiskere og en lange række af de danske lystfiskerforeninger. Samtidig støtter du arbejdet for et bedre lystfiskeri og flere vilde fisk.

 

Sportsfiskeriets Hus

 

Læs mere

Find din lystfiskerforening

Læs mere om Danmarks Sportsfiskerforbund

Læs mere om vandpleje