Bramslev Bakker, Hobro @Destination Himmerland

© Destination Himmerland

Fjorden

Mariager Fjord kan godt smide billet ind på titlen Danmarks smukkeste fjord. Den ville nok vinde. Inderst og på nordsiden rejser de ufatteligt fotogene skrænter sig majestætisk over vandet. Men på sydsiden gør de høje skove alt, hvad de kan for at matche nordsidens skønhed. Så uanset om man fisker fra nord eller sydsiden, har man noget pænt at kigge på. Og der er fisk hele vejen. Videre ud af fjorden findes små hemmelige bugter, der afløses af interessante odder og spidser. I princippet kan man fiske hele vejen fra Hobro nordover til Hadsund og tilbage igen til udgangspunktet. Men så skal man nok afsætte en del dage, for der er så meget fantastisk fiskevand.

P1177224

Yderfjorden

Øst for Hadsund ændrer fjorden karakter. Det er ikke så let at komme til, men fiskene kan sagtens finde rundt. De trækker langs sejlrenden og søger ind på det lavere vand langs kysten for at fouragere. Til tider kan man opleve bonanzafiskeri, når man finder flokken med fisk. 

Fjordens ørreder

Havørreder i jagtdragt er blanke, når de svømmer rundt på kysten. Når de nærmer sig gydningen, skifter de gradvist farve og bliver gyldne med markante prikker. Men de ægte fjordfisk er gyldne året rundt. Det er en helt unik stamme af ørreder, som bliver i fjordens økosystemer. De tusindprikkede ørreder er betagende smukke, kæmper fantastisk og er værd at passe på. Det betyder også, at fiskene i fjorden altid er et eller andet sted derude. De kan gemme sig, men smutter ikke ud af fjorden, medmindre vandet bliver alt for varmt om sommeren. Enkelte fisk svømmer dog direkte ud på det dybe vand i Kattegat, når de forlader åen og kommer tilbage som fuldfede, blanke mastodonter sammenlignet med de mindre fjordfisk.

MG 1960

Åens mylder af fisk

I dette område udspringer nogle af de mest interessante åer, vi har. De mange fisk fra både Mariager Fjord og Limfjorden trækker op for at gyde og videreføre slægten. Og det gør de i stort antal. Der er derfor et rigtigt godt fiskeri fra juni og frem til åen lukker. En lusketur med let grej og en lille spinner kan være yderst givende, men mange er begyndt at søge til området for at fiske på opgangsfiskene med skumbiller på fluestangen. Et sjovt fiskeri. Det er nok lidt svært for den helt nye fluefisker, men til gengæld kan der være så mange fisk, at alle dog har en chance. Hobro Sportsfiskerforening kan være behjælpelige med fiskekort.


Se en video om det spændende skumflue-fiskeri her

Aborrer og gedder i søerne

Rold Skov

I Rold Skov er der flere steder mulighed for frit fiskeri og gode naturoplevelser i skoven

I dette område finder du også store, rige og spændende søer. Glenstrup sø er en af de flotteste og også mest fiskerige. Her er der gode chancer for en flot stribet aborre eller camouflagefarvet gedde.

I Rold Skov er der gode muligheder for fiskeri efter rovfiskene. I Lindenborg Å udbyder Naturstyrelsen frit fiskeri på to strækninger og der er frit fiskeri i St. Økssø og i Mossø. Ved St. Økssø er anlagt en fiskeplads for kørestolsbrugere. I søerne findes der en stor bestand af aborrer.

Se mere på Naturstyrelsens side for området og få flere ideer til dit friluftsliv.

Glenstrup Sø, Søer Og Kilder 2 @Destination Himmerland

Planlæg din ferie

Området byder på mange gode muligheder for overnatning. Herunder finder du vej til mere information om oplevelser og overnatningsmuligheder. Se de lokale Visit-sider for mere spændende information.

Bramslevbakker 1 @Mette Johnsen

©Mette Johnson

 

Destination Himmerland

Det store i det små? Ja, det gør vi! Det betyder, at vi værdsætter den ro, idyl, natur, nærvær og autentiske oplevelse, som Himmerland og de lokale byder velkommen til.

Læs mere på destinationhimmerland.dk