Mange tak til oplægsholdere og deltagere for engagement, drøftelser og gode oplæg på havørredkonference 1. juni 2024 i Nyborg!
I arrangørkredsen er vi meget bevidste om, at konferencen ikke skal stå alene. Vi brugte udtrykket, at konferencen er en ’trædesten’.
Nu handler det om at komme videre – at gå fra ’ideer’ til ’afklaring’ og fra ’frustration’ til ’handling’. Måske er der brug for en samlet vision og nogle klare sigtepunkter for, hvad vi vil med det danske havørredfiskeri?
Sagt & drøftet på konferencen
Habitaterne De danske vandløb bør producere omkring 2 mio. vilde smolt om året, men skaber i dag kun 800.000. Så der er nok at gøre for grusbander og vandplejefolk! Hvordan sikrer vi, at vandrammeprojekter bliver bedre? At de flere tusinde projekter som mangler at blive gennemført, anvender den nyeste viden fra DTU Aqua.
Lystfiskerne Skal lystfiskerne ændre adfærd, så de i endnu højere grad udsætter de store, værdifulde havørreder? Og hvad med bag-limit og vinduemål? Der blev drøftet for-og-imod. Ingen beslutninger blev taget, men en bred interesse i at undersøge nærmere, hvad der giver mening og har effekt.
Skarv & prædation Der arbejdes over en bred kam med at sikre en bedre skarvregulering – og der er brug for de mange lokale indsatser. Måske er der brug for en bedre national koordinering. Vi håber på ’nye toner’ fra myndigheder, ikke mindst i lyset af Fiskerikommissionens rapport, hvor emnet er behandlet.
Udsætninger Resultater fra Isefjorden peger på, at udsætninger giver et bedre lystfiskeri, men til en (for?) høj pris Alle venter på resultaterne fra den store fynske finneklip undersøgelse. Så får vi svar på til hvilken grad udsætninger bidrager til et godt ørredfiskeri på kysten
For at sikre, at vi alle får den nyeste viden om ørredbestandene, vil vi tilbyde at tilmelde dem, som ikke allerede er tilmeldt nyhedsbrevet på fiskepleje.dk