Var i gamle dage inddæmmet til landbrugsmæssig udnyttelse, men en storm fra øst i 1978, ødelagde dæmningen, og vigen blev igen oversvømmet med havvand. Derfor kan man også opleve steder derinde med træer stående langt ude i vandet. Her er meget smukt, med et rigt fugleliv. Selve vigen er sumpet og mudret, hvilket vanskeliggør vadefiskeri. Ved resterne af diget render tidevandet ud og ind, og det tiltrækker både havørreden og sportsfiskeren.
Ålegræs
Denne vandplante giver et suverænt skjul for de små fødeemner, og samtidig ilter de vandet omkring, hvilket giver gode vilkår for småfisk, rejer og tanglopper. Ålegræsset bliver også brugt som hvilested for havørreden, når den trækker langs kysterne og især i det sene efterår, hvor ørrederne er på vej mod åen.
Muslingebanker
Når muslinger fæstner sig på havbunden, er det ofte steder med strøm og god vandgennemstrømning, så der kommer næringsstoffer og fødeemner til dem. Muslinger er en god indikator for liv, og det er ofte omkring dem, at man finder jagende havørreder. Udover at muslingerne danner banker og rev, der giver levevilkår for andre fisk, så renser de også vandet, og det har en stor betydning for vandkvalitet og fauna ved kysterne.
Sandbund
På mange fiskepladser ser man større arealer med sandbund, og det sker ofte, at kystfiskeren springer disse områder over, da de ikke ser ud af meget. Vær opmærksom på, at mange småfisk som tobiser og brislinger tit trækker over sandbunden, og de har havørreder og andre rovfisk i hælene. Dage med bølger, uklart vand eller dæmpet lys kan man sagtens finde rovfisk på disse områder. De sandede områder langs med dybere vand eller tæt på mørke områder kan være en rigtig havørred-magnet.
Blæretang
Sammen med ålegræsset er blæretang den mest fremtrædende vandplante langs de danske kyster. Denne tang hæfter sig på glatte overflader som sten, grus og andre variationer på bunden. Blæretangen er et godt skjul for fødeemner og fisk. Bundforhold med blæretang er et godt indikator for, at der er fisk i nærheden.
Mudderbund
De mudrede og bløde bunde ser man ofte i vige, fjorde og brakke områder, hvor udløb fra åer eller afvandingskanaler har transporteret sediment over mange år. På de rigtige tidspunkter af året kan disse områder byde på et fantastisk fiskeri. Fra sent efterår til forår vil de bløde bunde være steder, hvor f.eks. havørreden nemt kan finde føde i form af børsteorm, kutlinger og rejer, da denne type bund holder godt på varmen om vinteren.
Du skal have et gyldigt fisketegn for at fiske her. Køb dit fisketegn via nedenstående link.