Kom med på fisketur

DSC 6265
26. april 2021

Fisketegn

Alle arrangementer er ganske gratis at deltage i, men hvis du er mellem 18 og 65, så skal du huske at indløse det statslige Fisketegn

Drømmer du om at komme ud på fisketur? Så er det nu, at du muligheden, for at komme ud i naturen og opleve den spændende verden af liv, som gemmer sig lige under overfladen. Lystfisker Danmark har nemlig arrangeret en række inspirerende events, som gør det nemt at få en god introduktion til lystfiskeriet - også selvom du aldrig har haft en fiskestang i hænderne tidligere.

Rækken af events henvender sig til alle, som ikke tidligere har fisket, eller som kun har begrænset erfaring. Ved alle events stilles der desuden også alt tænkeligt fiskeudstyr til rådighed. Til at hjælpe dig godt i gang, har vi allieret os med en række sportsfiskerforeninger rundt omkring i landet. Foreningsmedlemmerne vil hjælpe dig med at rigge fiskegrejet til, lære dig at kaste ud og ved samtidig, hvad der skal sættes for enden af linen, for at øge chancerne for at fange noget.

Lystfisker events

Se vores oversigtkort over gratis lystfisker events under aktuelt. 

Vi gennemfører alle arrangementer under hensyn til gældende Corona-restriktioner.

Mulighederne for at deltage, er spredt ud over hele landet og fiskestederne, er desuden nøje udvalgt, under hensyn til både tilgængelighed, og ikke mindst mulighederne for at fange noget som mindre erfaren.

Til alle events er der foreningsmedlemmer, som er klar til at svare på alle de spørgsmål, man måtte have som ny-fisker. Skulle du efter dagens fisketur blive bidt af lystfiskeriet, så er et medlemskab i en organiseret lyst- eller sportsfiskerforening samtidig et rigtig godt afsæt for at sætte skub i din fiske-karriere. Foreningsmedlemmerne kender endvidere lokalområdet rigtig godt, og ved derfor, hvor man kan tage hen på den næste tur.

Fiskeriet foregår i den vilde natur, og for at få den bedste oplevelse ud af arrangementerne, så vil vi opfordre alle deltagere til at medbringe praktisk fodtøj og ikke mindst påklædning, som matcher vejret. Medbring også gerne noget at sidde på, lidt at drikke og måske en madpakke til at hygge med.

Lystfisker Danmark og de samarbejdende foreninger, ønsker dig “knæk og bræk” på din første fisketur.