Kyst Nordsjælland

Jagten på drømmefisken

Læs med her, hvordan en af Danmarks skarpeste og mest ihærdige kystfiskere lever i sit fiskeri og ikke mindst drømmene

 

 

"Den var enorm! En havørred af unaturlige proportioner, aldrig havde jeg set mage!"

 

Jeg vågner om natten badet i sved. Jeg har fisket uger i streg, uden så meget som et træk i linen..

Med kolde fingre og og gennemfrosne tæer fiskede jeg i, hvad der føltes som en evighed. Jeg var alene. Det var drømmen, der drev mig - drømmen om den store blanke vinterfisk. Jeg erindrer ikke, at jeg hverken spiste eller sov. Kun at jeg fiskede konstant. En endeløs jagt i et univers, hvor der ikke var andre end mig, min fluestang, horisonten, den åbne kyst, mågerne, lugten af blæretang og drømmen om den store blanke overspringer. Jeg var hvirvlet dybt ind i en uendelighed af fortvivlelse og desperation - følelsen var stærk, næsten som et angstanfald. Ikke kortvarigt, men konstant. Det var som at se en film, der blev spolet frem i hurtigt tempo med mig selv i hovedrollen. Alt gik stærkt, nærmest som om jeg løb, imens jeg fiskede. Mine kast var hurtige, som i en gammel VHS film, der bliver spolet frem i dobbelt tempo. Pludselig skete det. Det var som om, jeg vidste, at det ville ske, inden hugget faldt. En opstramning så brutal, at stangen nærmest blev flået ud af hånden på mig! Den var enorm! En havørred af unaturlige proportioner, aldrig havde jeg set mage! Tiden gik i stå, og alt hvad der fulgte mindede mest af alt om en kamp for livet. 

Idet linen blev slap, og det gik op for mig, at jeg havde lige mistet mit livs største havørred, vågnede jeg. Det var et mareridt. Jeg var badet i sved.

DJI 0432

"Rejsen til den store overspringer kan være lang, men det er rejsen, som gør udfaldet så spektakulært!"

Det var en sen aften, marts måned, da jeg sad derhjemme og dagdrømte om den store overspringer. Det havde været en mild, men fin vinter, hvor en del mellemfisk på den rigtige side af 60 cm havde været oppe og vende til min fordel samt en lille håndfuld blanke på over 70. Jeg sad og studerede forholdene for den kommende uge og så, at en stor, men afgrænset varmvandslomme havde taget form; den første store temperaturforskel foråret havde præsteret i det område. Derudover var vandstand, strøm og vind lige efter bogen, ihvertfald min bog… 

Jeg vidste, hvad det betød, og jeg vidste, at jeg måtte handle hurtigt. Jeg ringede til min gode ven Lasse “Tutti”. Han er næsten ligeså desperat som jeg selv og ofte klar på en hurtig udrykning. Ved en tidligere eskapade havde Tutti uden tøven ringet til sin chef og sagt, at hans far havde fået en blodprop. Det havde Tutti´s far selvfølgelig ikke! Men den episode beskriver meget præcist, hvor nådesløs han er til at prioritere, når det gælder… 

 

"Jeg stripper langsomt og monotomt, så den lille transparente reje hænger under bølgerne med så naturtro en præsentation som muligt".. 

Jeg henter Tutti kl 01.00 om natten. Vi skal køre i halvanden time, før vi rammer pladsen, og vi skal være der et godt stykke tid før, det lysner. I bilen taler vi om storfiske-taktik. Min tilgang er simpel. Dog fanger jeg ofte færre fisk end de fleste, men til gengæld fanger jeg jævnligt de store. Det vender vi tilbage til… 

Fremme ved pladsen står vinden ind fra sydvestlig retning, bølgerne ruller, og der er farve i vandet, men stadig god sigt. Strømmen er nordgående, og vandtemperaturen er 8 grader på termometeret med omkringliggende havtemperatur på 4-6 grader, ifølge FCOO.dk. Tutti har aldrig fisket denne plads, og jeg udpeger områderne for ham, hvor fiskene forhåbentlig skal findes i disse forhold, og hvordan vi skal gribe pladsen an. Tutti er ligeglad med mine råd, og han går den stik modsatte vej. 

Jeg går direkte ud til “hotspottet”, som jeg ivrigt forsøgte at få Tutti til at fiske først. Et knæk i revet, der går parallelt med land, hvor understrømmen trækker bagvand, og potentielt føde med ud fra indersiden af revet. Bølgerne brækker ind over kanten af revet, og vandfarven er helt perfekt. Det stinker af storfisk! Jeg sender et kast ud i “hullet” og lader fluen hænge i strømmen et øjeblik, mens intermediate linen får lov at skære sig ned under bølgerne. Jeg stripper langsomt, så den lille rejeflue fisker monotont og dybt. Opstramningen kommer ikke kontant, da fisken vender dovent. Sekunderne efter er de intense og  afgørende sekunder, hvor jeg hurtigt vurderer, at de tunge sløve hovedryst kommer fra en udleget fisk. Jeg råber på Tutti, der kigger over og ser hvor hurtigt jeg stripper den afkræftede 60 centimeters nedfaldsfisk ind til afkrogning. Få sekunder senere hænger fluen igen i “hullet”. Samme scenarie udspiller sig. Jeg stripper langsomt og monotomt, så den lille transparente reje hænger under bølgerne med så naturtro en præsentation som muligt. Jeg tager 3-4 strip før en fisk vender med fluen, men den her gang, er det ikke en falder! Jeg råber til Tutti, at det er en god fisk, og går mod land, mens jeg skriger: “TUTTI!!! kom over og smid din flue ud i hullet!! NU!!!”

Tutti er lynhurtig, men der er ikke flere fisk, som vil fanges. Vi går på land og kaner fisken op, den bliver aflivet og fotograferet. Endnu en stålblank drøm er gået i opfyldelse. En gudesmuk overspringer på 76 cm og 6 kilo er en realitet. Vi fisker videre på pladsen, og en time senere er der igen bud efter fluen fra en blankfisk af samme kaliber.  Den tager 10-15 meter line af hjulet og går fri af vandet, hvor den smider krogen. Det var en af de dage, hvor storfiske-teorien blev bekræftet. Som oftest går det ikke så let.

 

424A9899

Det er drømmen om den helt store blankfisk, der driver dedikerede havørredfiskere ud til kysterne på de koldeste vinterdage. Det kan måske være svært for menigmand at forstå, hvad der er på spil, men de endeløse timer med iskolde tæer og fingre, der er så forfrosne, at de knap kan bruges til at binde en simpel knude, bevidner om, hvor stærkt et drive drømmen om en god blankfisk afføder. 

Alle inkarnerede havørredfiskere derude kan relatere til dette. Det er ikke drømmen om en 50 centimeters grønlænder, der får os til at presse vores krop og smertetærskel, når vi kaster os ud i store bølger og kæmper mod kolde vinde time efter time blot for at konstatere, at det ikke var i dag, fisken var inde. Man vender hjem som slagen kriger, måske ikke første gang, men efter 100 timer med stangen i hånden uden så meget som ét ordentligt træk i linen, så kan desperationen godt melde sig. Dedikerer man sig til jagten på den helt store overspringer, skal man forberede sig på at fiske uger og måneder i streg uden forløsning. Sæsoner går, hvor drømmen om den store sølvblanke hjemsøger en, også når man ikke er ved vandet. Personligt søger jeg trøst ved fluestikket, jeg studerer forholdene, byttedyrene - og jeg bryder mit hoved med, hvor den helt store overspringer med højeste sandsynlighed kommer på kystnært togt på min næste fridag. 

Intet andet fiskeri som jeg har kendskab til, er afgjort af så mange faktorer og detaljer som fiskeriet efter havørreder på kysten. Derudover ændrer spillereglerne sig drastisk, som årstiderne skifter. 

Der ånder en mystik i jagten som et spørgsmål, der ikke findes et svar på. 

Man tager højde for vindstyrke og retning, vandskifte, strøm, temperatur og salinitet, blot for at nævne nogle af de fysiske faktorer, der er med til at afgøre, hvor drømmen potentielt kan realiseres. Man skal have et dybdegående kendskab til havørredens byttedyr, og man skal være dedikeret for kontinuerlig succes. Men uanset hvor meget man tror man ved, hvor mange bøger man har læst, og hvor flot og langt man kaster, så er den eneste vej til en stor stålblank overspringer flid. For uanset hvor gode forholdene er ifølge “bogen”, og hvor meget det lugter af storfisk, så fanger man langt de fleste dage ikke en stor havørred. For en håndfuld hardcore kystfiskere, sker det hvert år med få undtagelser. For mange lykkedes det kun få gange i løbet af et helt liv. For andre sker det aldrig. Dette siger jeg ikke for at skræmme nogen væk, for det handler trods alt mere end noget andet, om alle de stunder man tilbringer derude i jagten på sølvtøj med fiskestangen i hånden. Alle de timer man drømmer. Alle de små og smukke blankfisk man for lov til at møde på sin vej. Og så handler det om de mennesker man deler det med, og alle de fantastiske oplevelser der følger,  som gør kystfiskeri efter havørreder til så magisk et univers. 

Enhver der tror, at det handler om selve dét at fange fisken, har endnu ikke indset, hvad det er, der driver dem. Det er jagten. At være derude og blot eksistere i nuet, i havets vold, alt imens miraklerne udfolder sig, og gør os til en del af dem. Forbundet til noget der er større end selvet, hvor det eneste vi behøver at tænke på, er drømmen om den store blanke og det næste hug, der kan komme når som helst. 

DSC 6259

De største havørreder lever ikke livet kystnært. Størstedelen af deres liv tilbringer de i søgen på større byttedyr over dybere vand. En sjælden gang imellem hænder det dog, at forholdene er helt rigtige, og at en fuldvoksen havørred kommer på kystnært visit. 

Lykkedes det at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt med den rigtige agn, fisket helt rigtigt, så bliver man måske belønnet. Man kan også godt være uhyre heldig at ramme en helt tilfældig stor, blank havørred, som kommer ud af det blå, fuldstændigt uventet og mod alle odds. Selv på den mest vindstille sommerdag med sprit klart vand, er chancen til stede for at møde drømmeørreden. Dog høre dette til sjældenheder…

Store havørreder er ikke lette at finde på nært kastehold fra kysten, og når først de er inde på det lave vand, er de heller ikke altid nemme at fange. Hvor ofte har man ikke haft en stor fisk med inde at vende, som følger? Tilgangen til jagten på den store er ikke endelig. 

Fuldfed havørred

Hvorfor skulle en stor, fuldfed havørred i sin bedste alder bruge unødig energi på at indhente en maratonloppe?

Hvad der virkede i dag virker ikke nødvendigvis i morgen. Forholdene ændrer sig fra dag til dag, og det kræver en konstant tilpasning. Fra sæson til sæson og især i de her år, hvor global opvarmning for alvor har taget fart, udvikler spillereglerne sig drastisk. Tilgangen der før i tiden var den mest effektive i december, er ikke nødvendigvis den mest effektive måde at gribe fiskeriet i december an på nu.

En stor havørred er blevet stor af en grund, den spilder ikke unødig energi på “at jage” en reje eller en tangloppe – det gør små ørreder til gengæld ivrigt. Det betyder dog ikke, at store havørreder ikke spiser små byttedyr, tværtimod! Hvis man forestiller sig en dag med klart vand, hvor en havørred ser fluen fra flere meters afstand. Den lille rejeflue lander, en stor ørred ser den og ændrer retning mod fluen. Fluen bliver fisket for hurtigt, ørreden skal sætte farten op for at indhente den. Det tror jeg langtfra altid at en stor havørred vil for en sølle reje og slet ikke en stor overspringer i vintervand. 

Hvorfor skulle en stor, fuldfed havørred i sin bedste alder bruge unødig energi på at indhente en maratonloppe? De mindre havørreder til gengæld, de er uerfarne og ivrige jægere, og de er ikke blege for at lege med. Men hvis det er den helt store man er efter, så kan det betale sig at sætte farten ned. Min guru Mike Park har lært mig at fiske langsomt. Han dyrker det med blink, og jeg har adopteret det i mit fluefiskeri. Hvis man vil fange mange fisk skal man fiske hurtigt, hvis man vil fange de helt store, skal man fiske langsomt. Dette er ikke altid reglen, og man skal altid være omstillingsparat. Langt de fleste store fisk, jeg har fanget, har gjort sig bemærket, før de har taget agnen, enten visuelt, eller ved kontakt. De sidste to milde vintre har jeg set næsten alle de store jeg har haft, før de har taget fluen - flere af dem, har jeg set før jeg har kastet til dem, og de fleste af dem har hugget i knædybt vand. Noget af denne erfaring kommer fra seks overspringere mellem 70 og 87 cm de sidste to vintre. 

424A9010 (1)

 Havørred på 87 cm og 9 kg - 22. feb. 2019 - Tobias Park

 

"Sæt farten ned, hold øje med det kystnære vand"

En af de største fejl jeg ser fiskere på kysten begå er at vade for dybt og for hurtigt, alt imens de fokusere på horisonten. Sæt farten ned, hold øje med det kystnære vand. Den mindste bevægelse i bølgerne kan være den største havørred. Når først en stor fisk har fundet vejen ind til det kystnære, så er den ikke bleg for at snuse til brændingen. 

Når jeg ser en fisk og kaster til den, stripper jeg gerne et langt hurtigt strip for at fange dens opmærksomhed. Derefter stripper jeg langt og langsomt med cirka to sekunders pause til næste strip. Ofte mærker jeg et puf til fluen - gør jeg det, giver jeg et langt og lidt hurtigere strip og lader fluen dale, og ofte tager fisken netop der. Mærker jeg intet, fortsætter jeg med at strippe langsomt… 

Men ligegyldigt hvordan man fisker sin agn, og hvilken agn man fisker, så fanger man kun en stor havørred, hvis den er der. Valg af plads efter forhold er alfa og omega, og det er der, hvor man virkelig skal lægge sit fokus. Mindre vigtigt er det at have 26 forskellige fluemønstre i sin boks eller 10 forskellige farver blink. Nogle pladser fisker bedst i højvande, andre i lavvande, nogle i stigende og andre i faldende. På nogle pladser skal strøm og vind komme fra en bestemt retning, før det rigtig er giftigt, og nogle pladser fisker bedst tidlig vinter, hvor andre dur, når forårssolen først får magt. Nogle pladser er storfiske-pladser, andre er ikke. Der ligger mange livserfaringer i det, vi ved i dag. Men intet er definitivt. Tiderne ændre sig og de sidste par år, hvor vi ikke har set vintre, som vi kendte dem bedst, har tilgangen med neutrale mikrofluer især været givtig. Dengang vintrene var stabile, vidste vi præcis, hvor de kom ind og hvornår. Spillereglerne har ændret sig, og det gør de stadigvæk, og det betyder, at der er ligeså meget at lære og gå på opdagelse i, som der altid har været. 

Rejsen til den store overspringer kan være lang, men det er rejsen, som gør udfaldet så spektakulært!