Havørreden tilbage til Gudenåen

DSC04660
torsdag den 16. juni 2022

Torsdag d. 16. juni kl. 19-22 inviterer Danmarks Sportsfiskerforbund samt fire lokale Gudenå-foreninger til åbent arrangement om projekt ”Havørreden tilbage til Gudenåen”. På aftenen vil foreningerne, DTU Aqua og de lokale kommuner præsentere projektets foreløbige resultater samt mulige kommende initiativer, der skal styrke havørredbestanden i Gudenåen. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Det har længe stået klart, at havørredbestanden i Gudenåen er hårdt presset og langt fra tidligere tiders størrelse. Derfor igangsatte Danmarks Sportsfiskerforbund, fire lokale sportsfiskerforeninger ved Gudenåen samt tre lokale kommuner i samarbejde med DTU Aqua projekt ”Havørred tilbage til Gudenåen” i 2019. Projektet har til formål at undersøge, hvorfor havørredbestanden er gået så markant tilbage.

I 2020 og 2021 er der blandt andet blevet udført undersøgelser af smoltens vandring fra Gudenåen og ud i Randers Fjord, samt undersøgelser med vildtkameraer af prædation fra skarv, hejre og odder i tilløbene til Gudenåen.

De foreløbige resultater vil nu blive præsenteret på et åbent orienteringsmøde i Langå Kulturhus torsdag d. 16. juni kl. 19-22. Her vil de lokale sportsfiskerforeninger, DTU Aqua samt Viborg, Favrskov og Randers kommuner fremlægge erfaringer, resultater og mulige bud på indsatser.

Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Tilmeld dig via linket her (www.sportsfiskeren.dk/havørreden-tilbage) – og bliv klogere på havørreden i Gudenåen.