Ildsjæle vogter over havørreden

165614928 4076626472361717 8504839237518546713 N
lørdag den 10. april 2021

I disse dage bliver der passet på de små havørreder langs med de fynske åer. I forbindelse med de årlige udsætninger af havørredsmolt omkring Fyn har en stor gruppe af frivillige taget kampen op med skarven for at sikre fremtiden for den næste generation af havørreder. De små havørreder er opdrættet på Fyns Laksefisk i Odense og er nu klar til at blive udsat i å udmundingerne. 

700.000 havørreder

Årligt bliver der opdrættet 700.000 havørreder ved Fyns laksefisk og knap en halv million af disse bliver udsat rundt om Fyn - til støtte for den vilde bestand af havørreder. 

Havørredsmolten bliver udsat i å udmundingerne, hvor fiskene får et forhold til vandløbet og dermed senere i deres liv vil vende tilbage for at gyde.

Omkring 220 lystfiskere, foreningsmedlemmer og naturinteresserede har tilmeldt sig projektet, der hedder Skarvvagt.

“Vi er meget taknemmelige for den store interesse og deltagelse. Jeg får løbende henvendelser fra folk der ønsker at hjælpe til”, fortæller Claus Eriksen, der er  initiativtager og koordinator på projektet. 

Skarvvagt-projektet skal sikre flere havørreder på kysterne og forhåbentlig flere ørreder på gydebankerne i de fynske vandløb. 155 personer har taget vagter på forskellige dage, tidspunkter af døgnet og ved forskellige vandløb rundt om Fyn. 

Udsætningerne og vagt-programmet startede den 6. april og slutter mandag den 12. april. Der vogtes og holdes øje med området i tre dage fra udsætningen finder sted. Selve udsætningen er en spændende oplevelse, og hvert år står mange interesserede på afstand og følger spændt med, når de små fisk bliver sat ud.

Gennem forskning ved man, at overlevelsen blandt udsatte havørreder er meget lille og ved at vogte smolten på dens første rejse fra å til hav, kan man sikre dem en betydelig større overlevelseschance, mener folkene bag projektet.

“Projektet er startet med baggrund i den seneste viden om skarvens påvirkning af dødeligheden for ørredsmolt, der trækker fra åen og ud i havet. Problemet er dog ikke kun i udmundingen. Nye undersøgelser viser også at en kold vinter samt et stigende antal skarv i Danmark har gjort, at de søger op i de ferske vandløb for at finde føde. Det er en unaturlig adfærd, der desværre har en stor effekt på fiskebestanden og især på ørredynglen der helst skal nå helskindet til havet for at vokse sig store og stærke”, fortæller Niels Jepsen, seniorforsker hos DTU Aqua Silkeborg. 

Initiativtageren Claus Eriksen glæder sig over, at projektet har affødt et netværk af hjælpere, som også kan blive værdifuldt ude i fremtiden.

“Nu har vi fået kontakt til mange folk, der ønsker at hjælpe, og dem kan vi trække på fremadrettet”, siger Claus Eriksen, der også fortæller, at det nok ikke er sidste gang, der bliver lavet skarvvagt.