Danske Ørredsøer er en forening af Put & Take søer, som stiller særlige krav til medlemssøerne for at sikre behagelige faciliteter og særlige kvalitetsoplevelser til søernes brugere – lystfiskerne.
Ved alle søerne har de besøgende adgang til faciliteter i form af toiletter og borde med rent vand til brug ved rensning af de fangede fisk før hjemturen. Hos mange af søerne findes også legepladser, frokost/varmerum, kaffeautomater etc. Ved flere af søerne er der desuden mulighed for køb af fiskegrej mv. samt overnatning i hytter eller sheltere. De fleste af søerne ligger tæt ved lokale campingpladser eller sommerhusområder.
Foreningens formål er at virke for at fremme og udvikle lystfiskersøer - herunder Put & Take-vande og ørredsøer. Foreningens formål er desuden at være en natur- og friluftsorganisation, der samler medlemmer om interessen for en friluftaktivitet (lystfiskeri i ørredsøer) og udøver interessevaretagelse for disse.
I formålet indgår tillige (eksempler):
- at initiere produkt- og kvalitetsudvikling for medlemsvirksomhederne og at tilskynde leverandører til at levere kvalitetsprodukter.
- at deltage i informationsvirksomhed og formidlingsmæssige aktiviteter til gavn for sports- og lystfiskeri.
- at virke for og deltage i fælles initiativer til gavn for medlemsvirksomhederne herunder markedsføring og erfaringsopsamling.
- at rådgive virksomheder og myndigheder om anlæg og drift af lystfiskersøer.
- at arbejde for at flere herboende og udlændinge (særlig fokus på børn/unge, familier og ældre) får mulighed for og interesse i at udøve lystfiskeri i den fri natur – herunder særligt i danske ørredsøer.